Hvem er vi …?
Skandinavisk Yoga og Meditationsskole er navnet på en gruppe lærere, som driver flere uafhængige skoler i Europa.
Skolen er uafhængig af enhver økonomisk, politisk eller religiøs interesse. Den danske yogi Swami Janakananda grundlagde i 1970 Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i København som en selvejende institution. I 1972 grundlagdes Håå internationale retreat og kursuscenter i Småland, også den blev gjort til en selvejende institution.
En vigtig del af skolens aktiviteter er den dybtgående yogalæreruddannelse. Den begynder med det årlige 3-månederskursus og fortsætter som en proces, der i overensstemmelse med traditionen giver en grundig personlig erfaring af yoga og meditation.
Fuldtidsuddannede lærere
Alle vores lærere har mindst gennemgået en 4-årig fuldtidsuddannelse. En uddannelse hvor lærerens personlige erfaringer med yoga og meditation, udvikling, ansvar og modenhed står i centrum. Hvis du er interesseret i vores yogalæreruddannelse, så kontakt os gerne for mere information.
Lærerne på skolen i København
Franz Jervidalo
Franz kommer oprindeligt fra Nordjylland. Han har boet og undervist syv år på skolen i Stockholm og har afholdt kurser i yoga og meditation i hele Sverige. I 1985 kom han til København og leder nu Skandinavisk Yoga og Meditationsskole der.
Franz har 30 års erfaring med undervisning i yoga og meditation, og han underviser i mange sammenhænge, f.eks. blandt sportsfolk, gymnastiklærere og ansatte i sundhedssektoren. Franz varetager desuden kurser i virksomheder med træning i at anvende yoga og meditation i hverdagen til at forebygge stress.
Swami Bháwaná Murti Saraswati
Swami Bháwaná Murti er vokset op i Danmark. Han arbejdede som gartner i en årrække, indtil han mødte Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i 1973, da skolen lå på Nordkrog i Hellerup.
Efter en årrække med “on and off “yoga, besluttede han sig for at deltage på et meditationskursus (Antar Mauna) i 1979. Dette inspirerede ham så meget, at han flyttede ind i ashrammen i København.
Efter et tremånederskursus i 1980 startede han så sin yogalæreruddannelse og blev boende i Håå de næste par år og fortsatte i de andre afdelinger.
Han har siden da undervist rundt om i Norden i yoga og meditation. Bor nu i Lyngby ved København og har travlt med at undervise special hold såsom øjenyoga, chakra kurser, meditation, firmayoga m.m. Han dyrker fortsat sin interesse for økologi og havebrug – og er desuden biavler.
Anders Brysting
Anders har altid interesseret sig for yoga, og har siden 1992 for alvor fordybet sig i yogaens forskellige dele. I 1995 begyndte han på yogalæreruddannelsen ved Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. Der lært han om den Tantriske Yogatradition gennem Swami Janakananda, og herfra har han også sin første erfaring i at undervise.
Naturlig nysgerrighed har drevet ham til at udforske og praktiserer mange af yogaens aspekter: Asana, Pranayama, Mudra og Bhanda, og også forskellige former for meditation så som Indre Stilhed (Antar Mouna) og Dynamisk Meditation (Ajapa Jap) og andre mere esoteriske og okkulte meditationsformer. Dette er først og fremmest sket gennem hans egen grundige praksis både i dagliglivet og på forskellige kurser og retreats.
For Anders er det at undervise i yoga og meditation ikke bare et job; men et engagement og et ønske om at give andre muligheden for at berige deres liv. Anders har undervist blandt andet i Århus og i Odense og har siden 2011 boet og undervist på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i København
Christin Callesen
Christin er opvokset i Holstebro. Efter flere år på forskellige kunstskoler var Christin i 1993 første gang på 3 mdrs kursus i Håå. Det gjorde så stort et indtryk at Yoga begyndte at fylde mere og det blev til et ønske om at undervise.
Christin underviser seniorer, unge, børn og forældre på skolen.
Carsten Caroc
Carsten er født og opvokset på Københavns vestegn. Lige siden han i 1998 deltog på 3-måneders retreatet i Håå, har yoga og meditation været de vigtigste ledestjerner i hans liv.
Carstens tilgang til yoga er åben og udogmatisk. Han er drevet af en grundlæggende nysgerrighed og dyb interesse for hvordan yoga og meditation kan berige både hans eget og andres liv og anser det at undervise i yoga som en kunstart. Med sine mere end 20 års undervisningserfaring skaber han en varm og rummelig atmosfære, hvor han præcist og nænsomt leder deltagerne ind i yogaens mulighedsrum for fordybelse og selverkendelse.
Til dagligt bor Carsten med sin kone og deres to døtre på Nørrebro i København. Han deler sit arbejdsliv mellem yoga- og meditationsundervisning og kunstneriske arbejde – han er nemlig også billedkunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København. I sit arbejde som billedkunstner kombinere han sin passion for yoga og meditation med abstrakt maleri. Det kan du se mere om på hans hjemmeside: https://cronecaroc.com/ Carsten bruger også sit kunstneriske talent som grafisk designer hos Skandinavisk Yoga og Meditationsskole.
Mariana Elvang
Mariana underviser blandt andet gravid- og efterfødselshold og har desuden undervisning på engelsk og rumænsk
Gyanashakti
Gyanashakti er fra Storbritannien, men har tilbragt meget af sit liv i Sverige. I 1990’erne arbejdede hun som fysioterapeut i Stockholm og kom dér i kontakt med Skandinavisk Yoga og Meditationskole. I 1998 deltog hun i tre-måneders retreatet i Håå. Det gav en stor ændring i hendes perspektiv – yoga og meditation arbejder på et dybere niveau i forhold til fysioterapi.
Gyanashakti boede i Håå og på skolen i Stockholm i syv år, mens hun tog sin yoga- og meditationslæreruddannelse. Efter at have undervist i London i 12 år, underviser hun nu i København.
Mette Kierkgaard
Mette er født og opvokset i Hong Kong. Hun begyndte at bruge yoga og meditation i 1972 og har været professionel yoga- og meditationslærer siden 1985.
Mette har undervist på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i København, Oslo og Århus samt på kurser på Håå Retreat Center. Hun har i fem år kørt en afdeling af skolen i Esbjerg.
Mette bor nu i København hvor hun foruden at undervise de almindelige hold på skolen har mere end 25 års erfaring med undervisning af gravide og efter fødsel.
Ananda Murti
Ananda Murti startede med yoga i 1970, og var med blandt de første yogalærere, der blev uddannet ved skolen. Hun har undervist i mere end 40 år bl.a. på Håå Retreat Center i Småland, i Oslo, i København, i Aarhus, i Aalborg og i Helsingborg.
Siden 1993 leder hun Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i Helsingør. Hun er desuden lærer på jule-, nytårs- og påskekurserne i København.
Født 1947 og opvokset i Kgs. Lyngby ved København.
Swami Janakananda Saraswati
Swami Janakananda er grundlæggeren af Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. Han er skolens pædagogiske leder og arkitekten bag kurserne på Håå Retreat Center, hvor han også lever og underviser.
I København underviser Swami Janakananda 1-2 gange om året (januar og maj/juni) på tre ugers forløb i meditationerne Indre Stilhed og Returning. Man kan også 3-4 gange om året møde ham til aftener med Satsang: samtaler om yoga og meditation. Læs mere om Swami Janakananda.
Swami Ma Sita Savitri Saraswati
Swami Ma Sita kommer fra Island, hvor hun har læst sprogvidenskab ved Universitetet i Reykjavik.
Swami Ma Sita har gennem årene været aktiv som lærer ved skolens forskellige afdelinger i Århus, København og Stockholm. I 1991 flyttede hun til Håå Retreat og Kursuscenter, hvor hun nu underviser i yoga og meditation og er ansvarlig for yogalæreruddannelsen.
I København leder hun regelmæssigt aftener med Kirtan: sang og musik med udgangspunkt i meditativ mantrasang.
Læs mere om Swami Ma Sita.